Henriks egen hestehistorie.

Jeg kan huske at jeg som barn har været på hesteryg 3 gange. Alle 3 gange er jeg røget i jorden, og har levet med en voldsom angst for heste i over 20 år. En interessant tanke jeg har fået de senere år er, at jeg faktisk ikke husker at hesten har smidt mig af, eller om jeg selv er faldet af. Jeg husker én gang hvor jeg selv kastede mig af. Jeg kan huske en gang hvor hesten sprang over et spring, men jeg husker ikke om jeg røg af. Den tredje gang kan jeg ikke engang huske.
Hvor om alting er så har jeg levet med angsten for heste i over 20 år, i en sådan grad at når jeg så en hest så løb jeg en vej, og hesten som regel den anden vej.

For godt 10 år siden, var jeg på en lejrskole med en 9. klasse. Det var en overlevelsestur jeg havde arrangeret til gripskov i Nordsjælland. Midt på ugen under en opgave, hører jeg og min bror som er med, en kvinde råbe i baggrunde. Det er langt væk, og vi tager i begyndelsen ikke rigtig notits af det. Det bliver dog ved og ved. På et tidspunkt kommer det så tæt på, at vi kan høre at kvinde råber om hjælp. Vi finder frem til kvinden som er helt opløst af tårer. Hun er næsten ikke til at forstå, men hun får fremstammet at hendes hest er i knibe og vi må hjælpe. Min bror og jeg ser på hinanden og er ikke vild med tanken. Han har det med heste på samme måde som jeg havde. Samtidigt ser mine elever på mig, og jeg føler ikke rigtig jeg kan gøre andet, end and fatte nogle reb og gå med kvinden.
Cirka en kilometer væk kommer vi frem til hendes hest. Det er en dansk varmblod, som er blevet skræmt og er hoppet væk fra stien hun red på. Det er hoppet ud i noget mose, og er sunket i ned til halsen. Det er kun lige ryggen og hovedet som stikker op over vandet. Hesten er helt udmattet. Kvinden skriger og siger vi skal hjælpe.
Jeg tager rebet, svømmer ud til hesten, får bundet rebet om halsen og gjorden. Så svømmer jeg tilbage til min bror og så trækker vi alt hvad vi har lært. Hesten rykker sig stort set ikke. Kort tid efter, er det som om hesten er klar over hvad vi prøver, og den prøver med sine sidste kræfter at komme op.

Vi får faktisk reddet hestens liv, og den kommer op på tør jord. I det øjeblik den er på jorden løber min bror og jeg om bag et træ, for ikke at være i vejen for det meget farlige rovdyr, som vi lige har reddet. Kvinden er naturligvis meget taknemlig for vores hjælp, og trækker hesten hjem.

Der skulle ikke gå lang tid før jeg mødte min ekskæreste Birgitte. Hun havde en friser/fuldblods hingst. Jeg er af den holdning, at er der noget man er bange for, skal man konfrontere det. Jeg begyndte derfor, på meget lang afstand, at klappe hendes hest. Afstanden blev kortere og kortere.
Vi skulle flytte opstaldningssted da vi skulle flytte sammen, og det blev uden for Farum. Der mødte vi en kvinde og en mand som avlede Knabstruppere. Hun fik overtalt os til at sælge Spartacus og købe nogle knabstruppere. At sælge ham var af mine heste beslutninger jeg den dag i dag har fortrudt.

Men 2 knabstruppere blev til 5, og til en masse foreningsarbejde. Tania Mortensen som hun hed, red akademisk dressur og det begyndte jeg at lære. Jeg kunne gode lide filosofien, og at der var en forklaring på hvorfor man skulle gøre som man skulle. Hun havde et personligt kendskab til Bent Branderup, og vi var i flere omgange på besøg på hans sted i tyskland.
Senere blev det til undervisning af Christina Holmbæck, og på Bent kurser som teorideltager.

Vi blev desværre nødt til at sælge alle heste og gik senere fra hinanden.

Den 11/3 2007 fik jeg hest igen. En nu dejlig frederiksborgerhoppe Flicka. Jeg tager nu på kursus med Hanna Ekstrom og Bent Branderup på Holmbækgård på syd fyn. Jeg får desuden undervisning af væbner Christel Resborn.

Vi er nu igen på vej imod Kapriolen

Henrik Halle